Vejledning i plantning af pilestiklinge.

Pil formeres nemmest ved stiklinge i det tidlige forår, fra marts måned, når jorden er til at arbejde i.

Et bed med nye stiklinge skal holdes rent for ukrudt og græs de første to vækstsæsoner, da pilen ikke kan konkurrere med græsset. 

Dette gøres nemmest ved at plante i sort plastic.

Skal man plante meget, er det nemmest at dække hele arealet med sort landbrugsfolie, 0,15 mm tyk, der fås i flere forsk. bredder fra 6 m, og i flere længder.

Skal man kun plante lidt, kan man dække jorden med sorte affaldssække, som man ruller ud i en lang bane.

 

Både folien og affaldssækkene skal holdes tæt til jorden med sten, sand, græstørv ell. lign.

Plastfolien skal også holdes nede flere steder inde midt på, da blæsten sagtens kan komme ind under og rive plasten op over de nysatte stiklinge, og det er ikke spor sjovt at skulle ud og finde dem igen!

En pilestikling er et 20-30 cm langt, blyantstykt pilestykke.

Det stikkes i jorden med ”øjnene” vendt den rigtige vej opad, så der er ca 5 cm over jorden.

På denne stump kan man første år forvente ca 3 skud.

 Stiklingene sættes lettest i rækker med 20-25 cm mellem de enkelte planter og 50 cm mellem rækkerne.

Og så kan man ellers uge for uge nyde hvordan de udvikler sig.

 

 

I februar 2002 fik vi en mark på 0,3 ha reolpløjet.

Her vil vi nu plante en masse pil og sammenligne deres vækst med den, vi har set, når vi tidligere har plantet stiklinge i sort plastik.

Hvad vil det betyde, at jorden ikke varmes op og holdes konstant fugtig som under den sorte plastik?

Hvor hurtigt kommer, og hvor betydningsfuld bliver, konkurrencen fra ukrudtet?

Hvilken betydning får det, at visne blade mm kommer planterne til gode i stedet for at rådne eller tørre ovenpå plastikken?

Kommer rådyrene??????!!!!!

I påsken plantede vi så 5500 stiklinge fordelt på 18 sorter. De fylder slet ikke al jorden, der skal også være plads til nogle hegnsplanter og nogle buske og træer til at klippe dekorationsgrønt i.

 

Januar 2004

Vi er nu ved at høste anden gang på den uafdækkede mark. Vore erfaringer er, at første års vækst gik godt. Der var ikke nævneværdig konkurrence fra græs, men noget frøukrudt, der godt ville i gang. Høsten blev faktisk god.

Der, hvor vi ikke havde fået fyldt ud, nyplantede vi pil igen i foråret 2003.

Maj var meget, meget tør, så stiklingene havde utroligt svært ved at komme i gang, også 2. års planterne blev forsinkede.

Følgelig slås vi med noget græs i 1. års rækkerne, men egl. ikke i 2. års rækkerne.

Væksten i al vores pil , 1., 2., 3. og 4. års, har i det sidste år ikke været, som vi ellers har set den, så vi tror, at vand i maj er vigtigt, endvidere havde vi 3 nætter med nogen frost i midten af oktober, det mener vi også at kunne se.

Plastik eller ej..... nu ryger de første stykker plast altså helt af, så vi er fri for at "smatte" rundt i is og rådnende blade, og så planterne kan udnytte vand og næring optimalt.